Graviditet, Fødsel

Læs første del her, anden del her og tredje del her!


Klokken 5:00
Efter at have gået ture op og ned ad gangen, siddet på pilatesbold, vrikket med hofterne og hvad vi ellers kunne finde på, for at få mit barn længere ned i bækkenet, var det nu blevet lyst udenfor.

Jordemoderen syntes at jeg skulle prøve at presse. For på den måde, at få mit barn længere ned i bækkenet.

Jeg har overhovedet ikke pressetrang, og kan knapt nok kan mærke mine veer. Min krop er simpelthen for træt og bedøvet - men jeg er stadig fast besluttet på at jeg føde mit barn! Jeg har overvejet kejsersnit, som jordemoderen begyndte at snakke om, men jeg så det mest af alt som at give op. Det var ikke sådan mit barn skulle til verden.

6:30
Jeg presser i halvanden time, da det er max tid for hvor længe man må (som jeg forstod det), for at kroppen ikke skal blive for træt. Den hurtigste halvanden time i mit liv. Overraskende nok. Bagefter følte jeg ikke at der var sket det mindste, men jordemoderen fortæller at mit barn nu ligger helt nede i bækkenet. Det er rigtig godt! Udover at mine veer næsten var stoppet, og jeg slet intet kunne mærke.

7:00
Jordemoderen vil ikke lade mig arbejde selv mere, for hun kan godt se at min krop og livmoder er blevet for træt. Så hun foreslår at de lægger en sugekop, og på den måde hjælper mig med at føde.

Inden da skal akut kejsersnit lige drøftes, da man med sugekop kun må trække 4 gange, og hvis barnet ikke er ude der, skal man køres til akut kejsersnit med det samme.

Jeg har faktisk ikke så mange andre ting i hovedet, end at jeg godt kan. Jeg skal! Jeg er for udmattet til at bekymre mig og tænke for meget over tingene, så jeg takker ja til sugekop.

Det indebærer at der kommer en masse læger og sygeplejerske vælgende ind på stuen, så vi pludselig er omkring 7-8 personer i rummet. Det virkede ret voldsomt, men jeg lod mig ikke påvirke af det. Det havde jeg simpelthen ikke overskud til.

7:25
Sugekoppen blev lagt på mit barns hoved, og nu havde vi sammen 4 forsøg til at få mit barn ud.

Hele sugekop-fasen står rimelig uklart, for det gik helt vildt hurtigt da de endelig var i gang. Faktisk var mit hoved slet ikke med i det, fordi beslutningen blev taget så hurtigt, og pludselig var vi i gang.

7:34
Efter fire ryk med sugekoppen, samtidig med at jeg presser med på nogle veer jeg ikke kan mærke, men som jeg får fortalt af jordemoderen er der, hører vi en baby græde. Den bliver straks givet videre til børnelægen som skal undersøge den, da det er proceduren for en baby der er taget med sugekop.

Det var et underligt øjeblik. Der var kommet en baby ud af mig, og nu lå den og skreg derovre på bordet, få meter væk fra mig. Det lille bitte menneske skreg fordi den ikke vidste bedre. Den kunne ikke andet, og nu var den ved at blive undersøgt af nogle mennesker som tog fat, for de skulle have deres arbejde overstået, så babyen kunne komme over til mig.

Da vi fik babyen over til os, op på mit bryst, havde den fået en lille hjemmestrikket hue på, så man ikke kunne se dens deforme hoved, som sugekoppen havde lavet. Det var ligemeget med det hoved, for det skulle nok blive fint igen. Lige nu var det vigtigste at det lille væsen der, var vores baby. Vores lille dreng.

Han havde små fine fingre og tæer. En sød lille næse og en lille mund der ikke så helt tilfreds ud. Det må også være skræmmende at komme ud i den virkelige verden, første gang.

Desværre var jeg så udmattet og chokket efter hele den lange fødsel, og sugekop-delen, at jeg faktisk var rigtig ked af det da jeg havde født. Det gjorde ikke så ondt som jeg gerne ville have at det skulle. Forstå mig ret, selvfølgelig kunne det være fint at være foruden den mindste smerte - men når smerten ved veerne, før jeg fik epidural, var stærkere end smerten da jeg rent faktisk fødte en baby - så er der et eller andet der ikke hænger sammen. Det var helt forkert i mit hoved.

Jeg husker at mine tanker omhandlede mig selv mest. Jeg tænkte på at jeg var en fiasko, at jeg ikke engang kunne føde mit eget barn. Det brugte jeg nogle dage på at bearbejde, og huskede mig selv på, at jeg trods alt havde klaret det - jeg havde født! Jeg var ikke endt med kejsersnit, som var min frygt.

Det er stadig en ambivalent følelse der dukker op, når jeg tænker på at smerten ved veerne, var værre end smerten ved selve fødslen. Det vil aldrig nogensinde give mening i mit hoved, fordi jeg jo var dopet på bedøvelse, og derfor blev mine forventinger til smerten, og hvornår den skulle være værst, ikke indfriet. Det efterlod mig med en surrealistisk følelse, og jeg har stadig meget svært ved at forklare den. En følelse af noget uvirkeligt. Det er måske meget normalt at føle sådan om sin fødsel?

I hvert fald kom jeg igennem det, og det er helt klart noget der har gjort mig til en meget sejere person - og kvinde i dag. Jeg føler mig helt uovervindelig, når jeg tænker på hvad min krop kunne skabe, og bagefter udholde.


*Saftige detaljer*
Jeg blev klippet, da de (formentligt) har bedømt at det var det bedste, under sugekop-seancen. Jeg troede egentlig ikke at man gjorde det mere. Set i bakspejlet er jeg dog virkelig glad for det, da det så var kontrolleret - i stedet for at jeg var bristet for eller bag. Jeg har ikke haft problemer med ufrivillig vandafgang, eller hvad man nu ellers kan have af gener pga. bristning, efterfølgende - og arret er virkelig svært at se og mærke nu.



Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - Klik her

Likes

Comments